Tag på en vandretur hjemme i lænestolen

Når jeg af forskellige grunde ikke har mulighed for at komme ud at vandre på lidt længere ture, dulmer jeg savnet ved at læse om andres vandreture.
Det holder vandreforventningen ved lige; jeg lærer nyt og oplever, hvor vildt det går til for nogle af dem, der har skrevet om deres lange ture. Der findes et væld af forskellige bøger med vandring som tema. Nogle er håndbøger, som kan være en stor hjælp, når du skal tilrettelægge din egen tur. Andre har mere til fælles med skønlitteratur.
Her er et lille udvalg af dem, jeg har læst for nylig, en af dem med lidt mere fyldig omtale, resten blot til inspiration.

På vandretur med Modestine

Forfatteren Robert Louis Stevenson, ham der skrev Skatteøen, var også begejstret for at vandre, og i 1878 vandrede han i bjergkæden Cevennerne. 12 dag mellem Le Monastier og Alais i det sydlige og centrale Frankrig. Hans udstyr var omfattende: en specialfremstillet sovepose, en revolver, et lille spritapparat og en kasseolle, en lygte og nogle tællepråse, en foldekniv og en stor læderdunk – foruden hovedlasten: to komplette sæt varmt tøj, nogle bøger, en rejseplaid, pladechokolade og dåser med kogt, røget pølse, en tom rygsæk, en kold fårekølle, en flaske beaujolais, en tom flaske til mælk, et piskerist, en betragtelig mængde rug- og hvedebrød.
Selv om Stevenson på tidspunkt smider fårekøllen væk, er det indlysende, som han skriver: at jeg ikke magtede at bære denne omfangsrige bagage på mine egne, blot og bart menneskelige skuldre. Altså køber han et æsel til at bære bagagen. Modestine, kalder han det, og selv om de to ikke altid kommer helt godt ud af det sammen, ender forfatteren med at være ret tilfreds med selskabet.
Turen er ikke uden udfordringer. Dog er det ikke højdemeterne, vi hører mest om, selv om det et par gange er svært at finde et nogenlunde plant underlag, når han sover under åben himmel. Derimod fører de mange møder med franske katolikker og protestanter – Stevenson er som skotte selv protestant – til mange diskussioner og en del filosoferen.
Det er en hyggelig lille og letlæst bog, som fint kan læses her 150 år senere. Og hvem kan ikke identificere sig med Stevensons ræsonnement om at rejse og vandre:
For min del rejser jeg ikke for at komme et sted hen, men for at komme af sted. Jeg rejser for rejsens skyld. Det vigtige er at bevæge sig, at mærke vort livs behov og forhindringer desto tydeligere, at forlade civilisationens dundyne og finde kloden granithård under fødderne og oversået med flintesten.

Stevensons vandrerute har i dag sit eget GR-nummer, GR70. Det skulle være en dejlig tur på godt 250 km. Du kan ovenikøbet gøre turen med æsel, fx gennem Associacion sur le Chemin de Robert Louis Stevenson (https://www.chemin-stevenson.org). Eller arrangere en tur med bagagetransport, fx gennem firmaet transbagages (https://www.transbagages.com).

Sorg, sygdom og mange kopper te på Saltstien

Raynor Winns The Salt Path, der nu er udgivet på dansk på forlaget Svane og Bilgrav med titlen Saltstien, er en mageløs bog om ægteparret Raynor og Moth Winn, der har mistet deres hjem og er på fallittens rand. Moth har desuden fået konstateret en livstruende sygdom.
Parret er i begyndelsen af 50’erne, da de med rygsækken fuld af disse tragedier og ikke meget andet end et telt og to soveposer – samt udsigt til en ugentlig indbetaling af bistandshjælp på 420 kr. – sætter ud på den 1014 kilometer lange vandrerute South West Coast Path rundt om Cornwall i England.
Fra første sætning er bogen spændende som en krimi, for hvordan går det mon forfatteren og den Moth med det skrantende helbred.
Sætningerne danner billeder som en indre film – og selvfølgelig er bogen filmatiseret. Den havde premiere ved en international filmfestival i Toronto i september 2024 og bliver forhåbentlig på et tidspunkt også tilgængelig herhjemme.
Bogen om Raynor og Moth Winn er – trods den barske baggrund – en optimistisk, klog, kærlig bog, der også er fuld af tragikomik. Som f.eks. da Raynor bruger penge på en yndlingssnack, som hun skal til at sætte tænderne i, da en måge dykker ned og haps – snupper den ud af hendes hænder. Eller de mange gange, de får en kop kogende vand, som de kan dyppe deres tebrev i og få den cup of tea, som tilsyneladende løser de fleste små og store problemer på den anden side af kanalen.
Nyd bogen – og teen. Den kan ikke anbefales nok.

Efterord: Der er senere rejst tvivl om en sandfærdigheden af vigtige dele af Raynor og Moth Winns historie; dels om forhistorien om deres mistede hjem, dels om Moth’s sygdom. Parret hævder fortsat, at alt er sandt, og uanset udfaldet af denne historie vil mange få en god læseoplevelse.

Vandrestiens helende kræfter

Raynor Winn har siden skrevet en opfølger, Den vilde Stilhed (også udgivet af Svane og Bilgrav) samt en tredje bog, Landlines, der pt. ikke er oversat til dansk. I Den vilde Stilhed har parret igen fået et sted at bo. Heri oprulles både vanskelighederne ved Moths sygdom, og historien om, hvad der driver dem ud på endnu en lang vandretur.

Jeg kan også anbefale

Werner Herzog – Om at gå i is
Gitte Stolze – Jeg lever (m.fl.)
Sylvain Tesson – Ad ukendte stier (filmatiseret)
Wolfgang Büscher – Berlin-Moskva
David Grossmann – Kvinde på flugt fra meddelelse

/Jytte Flamsholt