Bretagne er på en og samme tid udkants-Frankrig og et område, hvor havet og havnebyerne har været vigtige for handel og samfærdsel op gennem historien. Bretagnes kyst er nærmest overdrysset med gamle borgruiner, fyrtårne fra moderne tid, og gamle men stadig aktive havnebyer bag beskyttede indsejlinger. Den legendariske vandrerute ”Tolderstien” følger hele den lange halvøs kyststrækning, fra nordkystens sandstrande, der er oversået med kampesten på mange meters højde, til sydkystens klippeskær ved indsejlingen til Brest. Mange af halvøens landsbyer står nærmest uberørte af moderne tid med smukke gamle stenhuse langs smalle gader, men lyserøde og blå hortensia er tilsat som lysende farveklatter. Snesevis af betagende bautasten fortæller historien om godt levegrundlag i området allerede i stenalderen. For 15-1600 år siden indtog kelterne Bretagne og efterlod sig et grundigt aftryk, bl.a. i sproget.
Vi oplever Europas kraftigste tidevand med en højdeforskel på op mod 14 m, hvilket forvandler klippeøer til forbundne områder og ændrer landskaberne markant. I havnene står eller ligger både på havets bund – i hvert fald nogle timer – og vi mennesker skyder genvej fra et næs til et andet uden at få våde fødder.
Vi skal naturligvis opleve gode bidder af det hele, og vi skal bo et skønt familieejet auberge med den skønneste gårdhave, og hvor vi lige præcis bor midt i det hele og kan gå ned til havet til en strand, hvor vi kan bade efter dagens vandring.